sorgens 5 faser

Sorgens 5 faser udviklet af Elisabeth Kübler-Ross benyttes som en rettesnor over menneskets form for tab eller sorg. Sorg kommer i mange udformninger, f.eks. ved tabet af sin partner afgået ved døden, afslutningen på et parforhold eller skilsmisse, oplevelsen af at miste sit arbejde eller faste indkomst, tab af førlighed eller oplevelsen af kroniske sygdomme. ”mindre” tab som tabet af sit husdyr, er ofte ikke anerkendt som en reel sorg, men den kan stikke lige så dybt, som tabet af sin elskede og gøre lige så ondt.

Sorg opleves forskelligt.

Sorg opleves forskelligt, fra menneske til menneske, derfor, kan man hoppe frem og tilbage mellem faserne, og opleve dem med forskellig intensitet og længde. Hver især, udtrykker og oplever vi sorg, på vores helt egen personlige måde. Der er ikke noget rigtigt eller forkert i hvordan vi hver især udtrykker vores sorg. Man kan sige, at kærlighed er sorgens pris.

De 5 faser

De fem faser vi gennemgår, i en krise er helt naturlige reaktioner, der hjælper os til at lære at leve med vores tab. Modellen er en hjælp til at forstå, at vores følelser og de reaktioner der følger, er ganske normale, og kan ses på, som en måde at vise, at der ér en vej frem, at det hele ikke er forevigt.

Modellen skal ses som en guide line, altså en rettesnor -  det betyder, at ikke alle gennemgår alle samtlige faser, og rækkefølgen kan være forskellig fra menneske til menneske.

#1. FASE FORNÆGTELSE / BENÆGTELSE

Den første reaktion er fornægtelse. Benægtelsen, giver os en følelse af, at vi kan overleve og rumme tabet.  I denne fase, dukker spørgsmål op, som hvad er meningen med livet op. Følelsen af meningsløshed kan føles stærkt overvældende.  Man er i en tilstand af chok. Man bliver følelsesløs.

Tanker om hvordan man kan eller skal fortsætte dukker op.  Man forsøger at finde ud af, hvordan man klarer bare det, at komme igennem dagen. Grunden til at vi benægter og føler chokket, er en  indre hjælper til os, således at vi kan gøre overlevelse muligt i dagligdagen i tiden efter oplevelsen.

Denne fase kan vare i op til flere uger. Denne fase klamrer personen sig til en falsk virkelighed. Man har svært ved at forstå hvad der er sket, det må være en fejltagelse, en drøm.

Fornægtelse er ganske normalt

Det er ganske normalt at leve udenfor denne virkelighed ved oplysningen om et tab. Man går i benægtelse for at undgå den store smerte der ligger i tabet.  Chokvirkningen virker som en følelsesmæssig skjold, mod at blive alt for overvældet på én gang, mod at mærke for meget smerte.

Det er moder naturs måde til, kun at lade os opleve så meget, som vi kan håndtere i processen. Hen ad vejen, med tiden, begynder man at accepterer at tabet er virkeligt, det ér ikke en drøm.

Her begynder healings processen.

Man får en følelse af at blive stærkere, og benægtelsen begynder at falme. Dette lukker op for næste fase, som er blevet holdt på afstand, nu begynder andre følelser at dukke op.

# 2. VREDE

I erkendelsen af, at benægtelsen ikke kan fortsætte, oplever personen nu frustrationer. Især på de personer som er tæt på. Under en vrede, ligger der ofte et svigt bag. Svigtet i at personen er borte, det tabte er borte.

Typiske reaktioner på dette stadie kan være:

  • Hvorfor skulle dette ske?
  • Det er ikke fair!
  • Hvis bare jeg havde!
  • Hvorfor mig?
  • Hvis skyld er det?

Det er også i denne fase, at vi kan opleve, at vi tager offer rollen på os, det er synd for mig, det er de andres skyld. Her er det svært, at handle på noget, man mister ligesom evnen til at handle og gøre noget. Det er i denne fase, meget normalt at lange ud efter andre og uberettiget lægge skylden på andre.

I denne fase giver man slip på de gemte og indestængte fornægtede følelser.

Vreden.

Vrede er en nødvendig fase i en healings process. Når du åbner op for at føle din vrede, din ked af det hed, dine andre følelser, jo mere vil følelserne fortone. Også selvom de kan synes endeløse. Der er mange andre følelser under vreden, men da der er meget energi i vrede er det den følelse, som vi har benyttet mest, og behersker lettest.  Når vi er i vredens vold og magt, kan denne uendelige vrede, rettes imod de satans læger der ingenting ved, imod din familie der ingenting forstår, imod Gud for at have taget noget værdifuldt fra dig.

 

# 3. Forhandling

I denne fase, under forhandling, begynder håbet om en eventuel forhandling eller opnåelsen af et kompromis.

Inden tabet udviklede sig, kan man have oplevelsen af, at man vil gøre hvad det skal være, for at det ikke skal ske. Måske kan en sætning lyde,  "Kære Gud, jeg vil aldrig mere blive vred på min kone igen, hvis bare du vil lade hende leve."

Her er det at forhandlingen efter tabet er sket, kan tage form af en midlertidig våbenhvile. "Hvad nu hvis jeg bruger resten af ​​mit liv til at hjælpe andre. Her bruger vi udtryk som "Hvis bare..." eller "Hvad nu hvis..." Vi ønsker blot, at få det tabte tilbage. Vi ønsker at gå tilbage i tiden: Vi ønsker at have muligheden for at være på forkant med sygdommen, inden den tager over,  opdage sygdommen på et tidligere tidspunkt, eller stoppe ulykken i at ske... hvis bare, hvis bare, hvis bare.

"Hvis bare" er en tilstand, som betyder, at vi begynder at finde fejl i os selv,  lede efter ting, som vi kunne have gjort anderledes.

 

 

# 4. Depression

I denne 4. fase, oplever personen en følelse af ked af det hed, over det skete. Det er her at savnet smerter, her at menings løsheden kigger frem.

I denne fase, er det vigtigt, for de pårørende at lytte til personens oplevelse af situationen. ”Jeg er gået helt i stykker inden i, hvordan skal jeg overleve dette” kan være udtryk fra personen. Det vigtigste her, er at personens følelser bliver anerkendt, mødt i forståelse, ikke i ”nåå, men det kunne jo have været værre, du har jo stadig et godt helbred”.  Velmenende gode råd, er ikke til nogen hjælp.

I denne periode, indser man endelig sandheden omkring sit tab. Minder fra fortiden ruminerer og en følelse af tomhed og fortvivlelse opstår.

Det vigtigste i denne periode, er at give sig selv lov til at gennemleve smerten uden at flygte eller fortrænge smerten. Også selvom det kan føles næsten ubærligt. Hvis man fortrænge smerten med alkohol, piller eller narkotika dulmes smerten i nuet, men det sætter en stopper for healings processen. Det er menneskeligt og helt normalt at føle skyld eller ærgre sig over de ting man gjorde eller ikke fik gjort, mens man havde muligheden. Kaos og et væld af svære følelser fylder livet i denne periode.

Nuets kraft

Man kan sige, at vi i denne fase, retter vores opmærksomhed ind i NUET. Sorgen opleves dybere end vi nogensinde havde forestillet os den kunne føles. Denne depressive fase føles som om den vil vare forevigt.

En depression, er ikke et tegn på at personen psykisk er på afveje eller har en psykisk sygdom, det er vigtigt at forstå. En depression som personen mærker i denne fase, er et tegn på en passende reaktion på et stort tab. Man trækker sig tilbage fra livet, efterladt i en tåge af intens tristhed, gad vide, måske, om der er nogen mening med at fortsætte alene? Hvorfor fortsætte overhovedet?

Tabet af en elsket tabet af ens førlighed, tabet af ens helbred, tabet af venner mv.  en er en meget deprimerende situation og depression er derfor en normal og passende reaktion.

Ikke at opleve depression efter at en elsket er død, ville være usædvanligt. Hvis man betragter sorg som en healingsproces, så er det at sørge et af ​​de mange nødvendige skridt på vejen hen imod accept.

 

 

# 5. Accept

I denne sidste fase, lærer personen at håndtere virkeligheden som den er. Accept, betyder ikke nødvendigvis alt er lykkeligt og godt, det betyder at man kommer videre og er genvejen til en ny virkelighed. Tanker som ”Det skal nok gå alligevel”  ”Jeg kan ikke ændre det, jeg kan lige så godt lære at leve med det” begynder at indpasse sig i hverdagen. Man begynder igen at se fremad og planlægge ting for fremtiden.

Når man begynder at tilpasse sig livet som det er, uden længere at have det man har mistet, begynder livet at blive lidt roligere og lidt mere organiseret. De fysiske symptomer mindskes, og "depressionen" begynder at lette lidt.

Vi lærer at leve med det. Vi må nu forsøge at leve i en verden, hvor vores elskede mangler.

Mange mennesker føler modstand mod denne nye tilstand, fordi der her ikke længere er benzin til bålet, i form af vreden og fornægtelsen, fordi personen i bund og grund ønsker at bevare livet, som det var før tabet skete.

Men, med tiden, kommer vi dog til at indse, at vi ikke kan fastholde fortiden. Noget er blevet ændret for evigt, og vi skal justere os. Vi skal opfinde nye roller, eller lære at påtage os nye roller.

Når vi begynder at leve igen og nyde vores liv, kan vi nogle gange føle, skyld over at gå rundt og synge og være glad, fordi man får følelsen af at forråde den vi elskede.

Vi kan aldrig erstatte det tabte, vi kan dog skabe os nye og meningsfulde relationer, nye kontakter og nye oplevelser.  I stedet for at benægte vores følelser, kan vi nu lytte til vores behov.