Når selvkritik gør os blinde for andres kærlighed og anerkendelse

Det er jo sådan med vores tanker, at vi altid kan finde noget dårligt i os selv, hvis vi leder længe nok.

Det kan ligefrem blive en dårlig vane.

Vi lægger måske mærke til det, vi gjorde forkert, det vi skulle have sagt anderledes, eller det vi ikke nåede. Vi sammenligner os med andre og tænker over, om vi nu er gode nok, dygtige nok eller interessante nok.

Og nogle gange kommer vi til at tro, at hvis bare vi kritiserer os selv nok eller finder ud af, hvad der er galt med os, så vil andre måske anerkende os mere eller se på os på en helt anden måde.

Men ofte sker det modsatte.

Når selvkritik bliver en vane

En vane behøver ikke være noget, vi gør med hænderne. Tanker kan også blive vaner.

Hvis du gennem længere tid har været vant til at lede efter fejl hos dig selv, kan det efterhånden ske helt automatisk.

Måske tænker du:

Hvorfor sagde jeg også det?

Hun svarede meget kort. Er hun mon sur på mig?

Han har ikke ringet. Så betyder jeg nok ikke særlig meget.

De spurgte ikke mig. De synes sikkert ikke, jeg er god nok.

Tankerne kan føles som sandheder, fordi de kommer så hurtigt. Men en tanke er ikke nødvendigvis et udtryk for virkeligheden.

Det er en tolkning af virkeligheden.

Vi tolker hele tiden

Vi mennesker tolker konstant på det, der sker omkring os.

Et ansigtsudtryk. En sms uden en smiley. Et menneske, der ikke ringer tilbage. En kollega, der virker fjern. En partner, der er stille.

Problemet opstår, når vores tolkninger næsten altid vender tilbage til os selv:

Det er nok mig.

Jeg har gjort noget forkert.

Hun kan ikke lide mig.

Jeg er ikke vigtig.

Hvis man i forvejen kæmper med selvkritik eller følelsen af ikke at være god nok, kan det blive det filter, man ser andre mennesker igennem.

Og så kan en neutral situation pludselig opleves som en afvisning.

Den anden person kan have haft en dårlig dag, være optaget af sine egne problemer eller ganske enkelt ikke have tænkt nærmere over situationen.

Men inde i os selv har vi allerede skrevet resten af historien.

Når vi leder efter beviser på det, vi allerede tror

Hvis du inderst inde tror, at du ikke bliver værdsat, vil du ofte være mere opmærksom på de situationer, der bekræfter netop den følelse.

Du bemærker måske den ene person, der ikke spurgte ind til dig – men overser de tre, der gjorde.

Du husker kritikken – men glemmer komplimentet.

Du mærker afvisningen stærkt – men tager måske kærligheden og omsorgen omkring dig som en selvfølge.

På den måde kan følelsen af, at ingen værdsætter én, i virkeligheden komme til at bo inde i én selv.

Ikke fordi andre menneskers handlinger er ligegyldige. Vi kan naturligvis blive både såret, afvist og dårligt behandlet.

Men fordi vores eget syn på os selv har stor betydning for, hvordan vi tolker det, der sker omkring os.

Selvkritik giver sjældent den forandring, vi håber på

Man kan næsten komme til at bruge selvkritikken som en strategi:

Hvis jeg bare finder mine fejl, kan jeg rette dem.

Hvis jeg ændrer mig, bliver jeg måske mere værdsat.

Men uanset hvor meget du kritiserer dig selv, kan du ikke kontrollere andre menneskers beslutninger, følelser eller syn på dig.

Til gengæld kan den konstante selvkritik dræne dig for energi.

Den kan gøre dig trist, ængstelig og usikker og få dig til at bruge enorme mængder energi på at analysere dig selv og andre.

Og jo hårdere du bliver ved dig selv, desto sværere kan det samtidig blive at få øje på alt det, andre faktisk værdsætter ved dig.

Man kan næsten blive blind for den kærlighed, omsorg og opmærksomhed, der i virkeligheden omkranser én.

Prøv at undersøge din tolkning

Næste gang du mærker tanken “de værdsætter mig ikke” eller “jeg har sikkert gjort noget forkert”, kan du prøve ikke straks at tage tanken for pålydende.

Spørg i stedet dig selv:

Hvad ved jeg faktisk – og hvad tolker jeg?

Det er en lille forskel, men den kan være utrolig vigtig.

For måske ved du, at personen ikke har svaret på din besked.

Men du tolker, at det betyder, at personen ikke vil dig.

Det første er et faktum. Det andet er en historie, din hjerne har skabt for at forklare det, du ikke ved.

Og den historie behøver ikke være sand.

At begynde at se sig selv anderledes

Måske ligger arbejdet derfor ikke i at få andre til at se dig anderledes.

Måske begynder det med, at du ser dig selv anderledes.

At du bliver mere opmærksom på den automatiske selvkritik.

At du stopper op, før du gør dine tolkninger til sandheder.

Og at du øver dig i også at lægge mærke til det, der faktisk er godt – både i dig selv og i den måde, andre møder dig på.

For når du ikke længere hele tiden leder efter det, der er galt med dig, bliver der også plads til at få øje på det, der allerede er godt. ❤️

Det handler ikke om, at du aldrig må tvivle på dig selv eller være ked af noget, andre gør.

Det handler om at være tro mod det, du er, det, du føler, og den indsats, du gør – frem for hele tiden at forsøge at være den, du tror, andre forventer, du skal være.

Og måske også om at opdage, at du ikke behøver at være perfekt for at være værd at holde af.