Barndommens stemning – hvordan din barndom stadig påvirker dig i dag

Vi husker ikke altid oplevelserne – men vi husker stemningen

Husker du stemningen fra din barndom?

Hvordan var det at være hos dine bedsteforældre? Hvordan var det at være derhjemme?

Hvis du kan huske noget, er det måske kun i små brudstykker. Et billede. En bestemt situation. En duft. Et rum. Eller måske bare en følelse, du ikke helt kan forklare.

Hvad husker de fleste mennesker?

De fleste mennesker husker overraskende få konkrete ting fra deres tidlige barndom. Alligevel kan de stemninger, vi voksede op med, sidde meget tydeligt i os.

Personligt husker jeg dengang, jeg mistede min røde sut på en kææææmpe parkeringsplads i Tyskland, og min mor ikke ville gå tilbage efter den.

Jeg husker det nærmest i billeder. Min røde, dejlige sut lå liiige derhenne – for langt væk til, at jeg selv måtte gå hen og hente den. Og jeg husker, hvordan min mor hev afsted med mig i armen, fordi vi ikke havde tid til at gå tilbage efter den.

Det er en lille oplevelse, men også en stemning, jeg har taget med mig videre i livet.

Om vi virkelig havde travlt, eller hvad situationen egentlig handlede om, ved jeg ikke. Men min fortolkning som barn og den stemning, oplevelsen efterlod i min hukommelse, var:

Der var ikke tid. Det var ligegyldigt.

Der er til gengæld også perioder fra dengang, jeg var helt lille, som er helt væk fra min hukommelse.

Det sker dog, at vi nogle gange i små glimt og brudstykker kan huske et hus, en stue eller et bestemt sted, men ikke så meget andet.

Det, vi ofte kan huske, er stemningen.

Hvilken stemning husker du fra dit barndomshjem?

Jeg husker, hvordan det var at komme på besøg hos min farmor, og hvordan mine somre hos min moster var. Jeg husker den energi, jeg var omsluttet af.

Det var en tryg og nærværende energi, som jeg elskede, og som gav mig følelsen af værdi.

Prøv et øjeblik at mærke efter hos dig selv.

Når du har læst dette afsnit, kan du lukke øjnene, trække vejret dybt og synke lidt ned i stolen, hvor du sidder.

Lad tankerne glide tilbage til dit barndomshjem – eller det sted, du betragtede som dit hjem, da du var under 10 år gammel.

Forestil dig, at du træder ind ad døren og kigger dig omkring.

Hvordan var stemningen i dit hjem?

Var det trygt?

Var det varmt?

Var det hyggeligt?

Var det spændende?

Var det utrygt?

Var det ensomt – og oplevede du, at ingen rigtig havde tid til at lytte til dig?

Var hjemmet fyldt med spændinger og sitren, som om du hele tiden kunne mærke en form for stress?

Var stemningen uforudsigelig, så du aldrig helt vidste, hvad du kom hjem til?

Skulle du veje dine ord og passe på med, hvad du sagde og gjorde?

Havde du dine antenner ude, fordi erfaringen havde lært dig, at du ikke altid kunne stole på de voksne, der skulle passe på dig?

Måske husker du en bestemt duft.

Måske et rum.

Måske en lyd.

Eller måske mærker du bare en bestemt følelse i kroppen.

Hvordan påvirker barndommen dig som voksen?

Uanset hvilken stemning du husker – og måske kortvarigt lige har været i kontakt med – kan noget af den følge med dig videre i livet.

For barndommen handler ikke kun om de konkrete ting, der skete.

Den handler også om, hvordan det føltes at være dig i det, der skete.

Følte du dig tryg?

Følte du dig set og hørt?

Var der plads til dine følelser?

Eller lærte du tidligt at tilpasse dig, være nem, være stille eller holde øje med de voksnes humør?

De stemninger, vi bringer med os videre i livet, kan ligge dybt i vores hukommelse og i de reaktioner, vi har lært gennem barndommen.

De kan være med til at præge den måde, vi ser os selv på, og hvordan vi reagerer i vores relationer som voksne.

Måske bliver du hurtigt urolig, hvis nogen trækker sig.

Måske mærker du straks, hvis stemningen i et rum ændrer sig.

Måske har du svært ved at sige fra, fordi du tidligt lærte, at det var tryggere at tilpasse dig.

Eller måske bruger du meget energi på at mærke efter, hvordan andre har det, før du overhovedet når at mærke, hvordan du selv har det.

Nogle af de strategier, vi bruger som voksne, kan altså have været rigtig gode strategier engang.

De hjalp os med at navigere i den verden, vi voksede op i.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi har brug for dem på samme måde i dag.

Den stemning vi skaber omkring vores børn

Jeg tænker nogle gange på, hvor mange skæbner der kunne have set anderledes ud, hvis vi som forældre havde lært at være mere bevidst bevidste om den stemning, vi er med til at skabe omkring vores børn.

Det sker, at vi som forældre har så travlt i hverdagen, at vi helt glemmer, hvad der egentlig er vigtigt.

Er der rent nok i huset – ligner det et slikket bolche nu?

Skal pasta med kødsovs absolut laves fra bunden – eller er det også okay at købe et glas Dolmio pastasovs?

Kan sengetøjet godt vente et par dage med at blive skiftet – eller SKAL det lige være præcis i dag?

Hvis huset roder, kan oprydningen så vente til weekenden eller til dagen efter?

Behøver børnefødselsdagen at indeholde tre slags kager, specielle slikposer, skattejagt og underfundige lege?

Kan vasketøjet godt få lov til at hobe sig lidt op og vente?

Vores børn er nok ret ligeglade med sengetøjet, om trøjen er lidt nusset, eller om der står tre forskellige slags lagkager på bordet.

Det, de husker, er ofte noget helt andet.

De husker stemningen.

Om det var en rar fødselsdag.

Om mor eller far var glade, da de hentede dem i børnehaven eller kom hjem fra arbejde.

Om der var nærvær og grin.

Om der var plads til dem.

Og om det føltes trygt at komme hjem.

Det handler ikke om at være den perfekte forælder

Med det sagt ved jeg selvfølgelig godt, at man ikke kan gå rundt og være glad hele tiden.

Det skal vi heller ikke.

Børn har ikke brug for perfekte forældre, og de har heller ikke brug for et hjem, hvor der aldrig opstår konflikter.

Vi bliver alle sammen ramt af livet og af hverdagens udfordringer. Selvfølgelig vil der opstå konflikter og uenigheder i en familie. Det er helt naturligt.

Det vigtige er også, hvad vi viser vores børn, når konflikterne opstår.

Kan vi sætte vores grænser?

Kan vi tale om det, der er svært?

Kan vi blive vrede og bagefter finde hinanden igen?

Kan vi sige undskyld, hvis vi kom til at gøre noget forkert?

På den måde lærer vores børn ikke, at livet altid skal være konfliktfrit. De lærer i stedet, at relationer godt kan holde til, at vi er uenige, og at vi kan finde tilbage til hinanden igen.

Hvis jeg bare havde haft en bog, der punkt for punkt fortalte mig, hvordan jeg skulle agere som forælder, så havde mange ting sikkert været lettere.

Men sådan fungerer livet jo ikke.

Livet handler ikke om, at vi skal gøre alting perfekt. Det handler også om, at vi udvikler os og lærer af vores fejltrin.

Vi bliver alle sammen en lille smule klogere for hver dag, der går, og for hvert fejltrin vi begår.

Jeg klumrer stadig i det.

Men jeg bliver også klogere for hver dag.

Vi skal ikke vide alting på forhånd. Vi skal også begå fejl og lære af dem.

Og måske er noget af det vigtigste, vi kan gøre, at begynde at blive nysgerrige på den stemning, vi selv kommer fra.

For når vi bliver bevidste om det, vi har taget med os fra vores barndom, får vi også mulighed for at opdage, hvad der stadig gavner os – og hvad vi ikke længere behøver at bære med os.